FLOR KBH

Et fællesskab for dig som bor i eller i nærheden af København og vil være med til at skabe mere biodiversitet
FLOR København er et af FLOR’s fire lokale fællesskaber, som findes i Danmarks fire største byer, Aalborg, Aarhus, Odense og København. Vi er en gruppe ligesindede unge mellem 18 og 35 år, som samles om formidling, naturpleje, genopretning og politisk aktivisme – fælles for os er kærligheden til naturen. Vi arbejder overordnet med naturformidling, genopretning og naturoplevelser. Vi ønsker på denne måde at skabe et større fokus og interesse for naturen, da vi tror på, at det er vejen til, at vi som mennesker vil passe på den. Det gør vi bl.a. gennem naturpleje-events i Hareskoven og ved at lave affaldsindsamlinger i Københavns kanaler.
Vi laver også samarbejder med andre lokale aktører i København og på Sjælland og har bl.a. afholdt rundvisning og langbordsmiddag med Øens Have på Refshaleøen, er med til at etablere en grøn have på Ungdomsøen og har bidraget til Øm Klostergaards høstfest sidste år.
Vi mødes hver måned til intro- eller arbejdsmøder, hvor vi starter møderne med at dele en naturoplevelse. Til intromøderne spiser vi også aftensmad sammen, som forberedes af frivillige – helst over bål. Alt engagement herudover er individuelt og afhænger af din rolle og arbejdsgruppe. Derudover er der også møder i vores lokale bestyrelse, i projektgrupperne og diverse ture ud i naturen, som du kan tage del i. Du kan se alle vores events på vores Facebookside eller via eventkalenderen.

Bliv frivillig i FLOR København
Er du interesseret i at blive frivillig i vores lokale fællesskab? Så kom med til vores næste intromøde eller månedsmøde, hvor du vil få en intro til FLOR og møde de andre frivillige i Aarhus. Du er ikke forpligtet på at blive frivillig, bare fordi du dukker op til et intromøde – det er helt ok bare at snuse lidt. Du kan se alle kommende events i eventkalenderen.
Har du allerede fået en introduktion til FLOR og ønsker at være med? Så kan du tilslutte dig Discord, hvor al kommunikation i frivilligfællesskaberne foregår og bare dukke op i næste event i København.
Vær med i fællesskab og vær med til at gøre noget godt for klimaet og biodiversiteten sammen med andre søde mennesker, som deler din interesse og inspirere hinandens. Som frivillig i FLOR København har du stor grad af frihed til at lave netop de aktiviteter, som du brænder for, da alle ideer og tanker er velkomne.
Bliv en del af FLOR København og få mulighed for at blive del af et grønt fællesskab, møde ligesindede, tilegne sig mere viden om bæredygtighed og politik. Derudover får du erfaring med formidling, eventplanlægning og aktivisme, og der er ret frie rammer for, hvilke slags events, du kan være med til at planlægge.
Fotos og video: Jonathan Snickars
Kontakt os
